Aramils nadver

Ved solopgang i Krigerlunden havde Aramil Gelanodel, med sin sædvanlige ynde og generøsitet, forberedt en overdådig morgenmad for alle de tilstedeværende elvere. Bordene bugnede af elver-wienerbrød og andre delikatesser, men en vigtig skikkelse manglede – Aramils bedstefar, Eldar Gelanodel. Eldar anså denne ekstravagance som en unødvendig brug af familieformuen og et brud på traditionerne. Ayoa deltog heller ikke; hun brugte morgenen og formiddagen på at studere sin mors bog, hvori hun havde fundet stjernekort, der havde åbnet hendes øjne for nye evner. Hun læste på livet løs i bogen, som var det eneste levn, hun havde fra sin mor, og i et ivrigt forsøg på at følge i moderens fodspor, antog hun position som en student af stjernerne og deres kræfter.

Eldar Gelanodel havde sendt en tjener til begge aspiranterne. Tjeneren til Ayoa medbragte en symbolsk gave af den traditionelle ceremonielle og simple spise i Mmashe-stammen, men Ayoa opfattede mest af alt denne gave som en fornærmelse og nægtede at modtage den. Hun mente ikke, hun havde brug for de adeliges almisser og ønskede ikke, at de skulle tage del i hendes ære, når hun vandt, som hun forventede at gøre. For Eldar var det egentlig mest for at trodse Aramil, at han havde sendt en tjener med den morgenmad, Aramil egentlig burde have indtaget, skulle han have været tro imod Mmashe’s traditioner. Tjeneren til Aramil bragte blot en besked om, at bedstefaderen ikke ønskede at deltage i Aramils traditionsbrud og bortødsling af familiens og templets midler. Aramil talte gennem tjeneren, bedstefaderens besked efter munden, men inderst inde var han dybt uenig i de gamle skikke, som han mente forgiftede hele Eldorias samfund.

Sorg og Ødelæggelse

Pludselig blev freden brudt af et voldsomt tordenskrald fra oven. En stor sten omgivet af flammer skar gennem luften og styrtede direkte ned i Krigerlunden. En enorm trykbølge rullede gennem området, væltede træer og startede ildebrande overalt. Skrigene fra elvere, der forsøgte at flygte eller brændte, fyldte luften. Det var som en krigszone, et inferno af ild og ødelæggelse. Alle i den umiddelbare nærhed af angrebet blev blæst bagover af chokbølgen, undtagen den storslåede kriger Aiella Sandseer, som alle respekterede for hendes kampfærdigheder, og til alles store overraskelse stod en anden person også stadig op efter trykbølgen – nemlig Aramil Gelanodel, i al sin adelige pragt.

Midt i kaoset materialiserede en kæmpe flammende skikkelse sig fra stenen, en ildens elemental, hvis krop udsendte en intens varme. Aramil råbte til de skrækslagne elvere, "Se hvad vores lukkede samfund medfører! Vi er nødt til at ændre os!" Hans ord fandt resonans hos mange, især blandt ungdommen, der så hans modstandskraft som en kilde til håb.

Elementalen responderede kun ved at sige: “Istishia zaral. Fyaris veldar. Vraxis thae ashar.” Få sammensatte ord på et kryptisk sprog, der for majoriteten lød frygtindgydende, og hvis eneste mening der kunne udledes, var, at det handlede om Istishia. For de få som kunne forstå Ignan (eller Primordial, som inkluderer Ignan), hørtes ordene: “Istishia borte. Korruption brænde. Sandhed fra aske.”

Aramil var den første til at handle ved at kaste en helbredende besværgelse på Ayoa, som der lå ned efter trykbølgen og han hjalp hende op, nærmest på symbolsk vis, ved at række hende en vinstok fra en plante, som Ayoa selv havde brugt offensivt imod Aramil under duellen. Aiella derimod tøvede ikke, hun angreb elementalen øjeblikkeligt med sit magiske sværd, hvorpå hendes arm brød ud i flammer. Ayoa der lige havde rejst sig begyndte straks at gentage samme bombardement som Aramil netop havde været offer for, men denne gang rettet imod den fjendtlige skikkelse. Hun følte, at hendes prævelser først lige var begyndt, og mærkede aktivt, hvordan hendes spells alle ramte målet med en stærkere kraft end nogensinde før. Elementalen tog sig dog overhovedet ikke af hverken Aiella, Ayoa eller Aramil, men begyndte i stedet at gå målrettet efter at angribe Ældrerådet, som alle lå ned, de fleste bevidstløse fra trykbølgen. Iris Uglefjer rejste sig og som det mest naturlige i verden, kastede hun en stor koncentrationsbesværgelse, der dannede en tyk beskyttende barriere omkring Skovens Hjerte og hende selv. Sådan stod hun stålfast og holdt flammerne fra Skovens Hjerte, mens de konsumerede al anden beplantning omkring hende. Det var tydeligt, at Iris ikke ville kunne holde denne barriere for altid, da den åbenlyst tærede på hendes kræfter.

Eldar Gelanodel, den eneste i Ældrerådet, der ikke mistede bevidstheden da trykbølgen ramte, nåede kun akkurat at flygte efter at have tilset hans bevidstløse med-ældre. Han kæmpede imod og forsøgte at flygte fra elementalen, hvis hastighed dog langt overgik Eldars. Eldar blev indhentet og indså, at den eneste mulighed her var at tage kampen op. Aramil forsøgte at anråbe elementalen i desperation ved at recitere Istishias spirituelle tekster, men elementalens vrede kendte ingen nåde for Eldar, der efter en brav kamp, ligesom de øvrige ældre blev slået bevidstløs og omgivet af flammer på jorden, overladt til hvad der lignede den visse død.

Under hele Eldars kamp fik han konstant støtte af de andre elvere, der forsøgte at bekæmpe elementalen med deres håndvåben, men som hurtigt erfarede, at de påførte sig selv mere skade end de påførte elementalen. Ayoa fortsatte sit effektive bombardement af elementalen med sine mange besværgelser, mens Aramil kom på den genistreg at manipulere vand til at falde fra oven og ned over elementalens flammende legeme, hvilket gradvist slukkede dens flammer. Efter Eldar var faldet, bevægede elementalen sig forbi Aiella, Aramil og Ayoa, nærmest uden at anerkende deres tilstedeværelse, og gik nu målrettet efter Skovens Hjerte og Iris. Det var umuligt for de tilseende at gennemskue, om det var Iris, træet eller begge, der var dens næste mål. Da den kom frem til Iris’ barriere, brugte den al sin magt på at tvinge sig igennem barrieren, men lige som Iris var ved at give efter, fremmanede Aramil de 37 liter vand, som skulle blive elementalens endelige skæbne. Elementalen faldt i kampen, overmandet af Aramil Gelanodel! Traditionsbryderen med den underlige agenda var pludselig forvandlet til sin samtids største folkehelt.

Himmelunas Frelser

De unge elvere, der havde været forfærdede og paralyseret af skræk, strømmede til og fejrede Aramil, og der dannede sig et omfattende følgeskab til Aramil på grund af hans handlinger og den katastrofe, de alle havde bevidnet Aramil afværge. Aramil Gelanodel blev kendt i folkemunde som Himmelunas frelser, en slags skovens messias! Aramil følte sit kald stærkere end nogensinde før, som var han en genfødt elver, støbt af egne bedrifter, der ikke længere behøvede at leve i skyggen af sine forfædres udmærkelser og status, men som kunne forme sin egen skæbne.

Ayoa måtte trods sin skepsis dog medgive, at Aramil reddede dagen, da det endelig gjaldt. Om end en sølle trøst for at pøblen negligerede hendes afgørende indsats. Ayoa følte sig atter glemt, som om ingen huskede, at hun faktisk vandt den ceremonielle duel og besejrede Aramil. Ayoa var dog ikke overrasket over, at de simple elvere i Eldoria kunne fortsætte med at være lige så ignorante, som de altid havde været, og totalt overse hende og hendes evner. Ydermere fandt hun det tragikomisk, at Aramil prædikede om forandring, når han selv var centrum for denne forfærdelige og indgroede kultur.

Før duellen

Ved solnedgang var Krigerlunden fyldt med elvere fra alle stammer, der var samlet for at overvære duellen. Iris Uglefjer stod ved Skovens Hjerte sammen med Aiella Sandseer, ceremonimester og duelens leder. Til deres højre side, nær stien til Rillifanes Tempel, stod Ældrerådet, bestående af Eldar Gelanodel, Maldork Vindganger, Liora Blomstermuse, Raesmos Ravblod og Ul'reak Vindhvisker. Elverne fra alle stammer var mødt op til denne begivenhed, der kun fandt sted én gang i årtier.

Før duellen begyndte, trak Iris Uglefjer på Skovens Hjertes energi, lagde en hånd på dets stamme, og fra træet, gennem Iris, strømmede en velsignelse, der gav aspiranterne en vogters styrke, hvilket gjorde dem betydeligt stærkere. Derefter holdt Aiella Sandseer en inspirerende tale, der satte scenen for den heroiske kamp, der skulle følge. Ayoa og Aramil trådte frem i arenaen, klar til at vise deres værd.

Den ceremonielle duel

Ayoa åbnede duellen med en række kraftfulde besværgelser, der ramte Aramil hårdt. Til alles store overraskelse kæmpede Aramil ikke tilbage, men brugte sine kræfter til at helbrede skaderne og råbte til tilskuerne, især de ældre elvere. Han erklærede gennem tilråb, at civilisationens veje var forkerte, for lukkede, og at ændringer måtte ske. Ayoa, sulten efter sejr, fortsatte sit bombardement mod hendes mål, en tåbe, søn af en adelig slægt, født med en guldske i munden, en modstander der ikke tog ceremonien seriøst, hvilket blot bekræftede hende i, at hun var den rette udvalgte og ikke Aramil, der kun var havnet i midten af Krigerlunden som følge af sit slægtskab. Aramil, trods den konstante beskydning, forsøgte at overbevise tilskuerne om nødvendigheden af forandring. Til sidst, efter en heroisk indsats, knælede Aramil i en ring af vandillusioner, mens Ayoa krævede en værdig modstander fra de ældre. Ældrerådet erklærede dog, at for at blive en vogter, måtte man vinde duellen. Ayoa følte, at hun var blevet frarøvet den ceremonielle duel, hun forventede, men var samtidig bestemt på ikke at lade de adelige tage æren fra hende. Derfor gav hun Aramil det sidste nådesstød og bragte duellen til ende.

På Eldars insisterende initiativ trak Ældrerådet sig lidt tilbage for at konferere, før Ayoa kunne annonceres som vinder af den ceremonielle duel. Eldar Gelanodel trodsede på usædvanlig vis de traditioner, han selv havde været med til at skabe, og overbeviste de øvrige medlemmer om, at der skulle være to vindere, ved at gengive Galador den Vises ord: “Traditioner er til for at blive brudt” – Ayoa skulle være vinder for hendes styrke og Aramil vinder for hans vedholdenhed og lederskab. Det var dog tydeligt, at Eldar ikke ønskede, at Aramil skulle vide, at han havde bakket ham op som vinder. Maldork Vindganger, en bevægelsens mester, overbragte den utraditionelle beslutning til Aiella, mens Iris Uglefjer helbredte aspiranterne. Aiella Sandseer trådte frem for at annoncere vinderne, imens elverne begyndte at juble Ayoas navn. Aiella hævede stemmen og brød gennem jublen: "VINDEREN AF DENNE, FØRSTE CEREMONIELLE DUEL I 268 ÅR ER…."

Mysterie og Nye Eventyr

Da støvet fra kampen lagde sig, trådte de forsigtigt frem for at undersøge slagmarken. Resterne af slaget var spredt omkring, men til trods for de store ødelæggelser i Krigerlunden var det mest foruroligende syn dog alle de døde elvere, hvis ansigter og kroppe var forvrængede på en mærkelig måde. Deres hud var grålig, og deres lemmer syntes længere og slankere, som om deres kroppe var blevet strukket ud af proportioner i dødsøjeblikket.

Iris Uglefjer gik rastløst rundt blandt de døde med en blanding af sorg og mistanke. Hun mumlede igen og igen: "De ser mærkelige ud. Der er noget ved deres ansigtstræk... Noget føles helt forkert. De ligner ikke de elvere, vi kendte." Aiella Sandseer, der normalt udstråler ro og kontrol, var synligt rystet. "Vi må straks styrke Eldorias forsvar. Dette angreb kan meget vel være begyndelsen på noget langt mere alvorligt," erklærede hun.

Iris helbredte alle de overlevende, så de følte, at de netop havde foretaget et langt hvil. Derefter vendte hun sig mod Eldar Gelanodel og beordrede: "Du må underrette paladset straks. Noget mørkt lurer her, og vi har brug for hjælp udefra. Tag aspiranterne Ayoa og Aramil med dig, for uden dem er vi alle fortabte."

1300 XP