Eldars overbevisende ord

Mens flammerne stadig fortærer ruinerne af Krigerlunden, og elverne desperat forsøger at redde deres hjem fra ødelæggelse, bevæger Ayoa, Aramil, og Eldar sig mod den royale have og paladset. En tung sky af sorg og desperation hænger over Himmeluna, men heltene er på en mission – de er Himmelunas sidste håb, selvom byrden på deres skuldre synes næsten ubærlig.

Da de når nærmere den royale have, må selv den stolte Eldar kapitulere for sin svækkede tilstand. Trods sin ædle facade, afslører han sine sande sår og betror Ayoa med en lille sten, et segl, der skulle give adgang til paladset. Eldars stemme skælver af stolthed og ærefrygt, mens han overleverer den skæbnesvangre genstand, og erklærer Ayoa som Himmelunas eneste sande håb. Han taler med ærbødighed om hendes styrke i kamp, men da hans blik falder på Aramil, er det med en kølig distance – det er tydeligt, at han ikke ser sin egen efterkommer som en værdig beskytter af elementerne. Ayoa, altid mistænksom, kan dog ikke lade være med at undre sig over stenens simple udseende. Alligevel er valget klart – de må opsøge paladset og advare de royale om den forfærdelige hændelse, for de er, som Eldar siger, Himmelunas sidste håb.

Ved Porten til Det Royale Palads

Skumringen falder over den royale have, da Ayoa og Aramil når frem til porten – den eneste indgang til paladset. To royale livvagter står som stenstøtter ved indgangen, deres ansigter strenge og ubevægelige. Ayoa fremviser seglet med fast hånd og fortæller historien, nøjagtigt som Eldar havde instrueret dem. Vagterne udveksler et forvirret blik, men lader dem komme ind. Ayoas skarpe øje fanger dog deres tøven, og hun udspørger dem straks om, hvorfor ingen royale har reageret på katastrofen i Krigerlunden. Vagterne, stive i deres adfærd, forklarer blot, at de har fulgt strenge ordrer om at bevogte porten – hvor ingen uvedkommende har adgang. Ayoas mistanke vokser, men de må fortsætte.

Bagholdsangrebet i Haven

I den royale have, hvor en idyllisk stilhed kun brydes af susen i de gamle træer, dukker en Royal Guldhammer pludselig op, skyndsomt og med en hast, der virker usædvanlig. Da han træder ind i synsfeltet, bemærker Aramil en forstyrrende flimren i luften omkring ham, som om noget ved denne mand er ude af sync med verden. Guldhammeren trækker straks de to livvagter til side og skælder dem ud, hans hænder viftende mod Ayoa og Aramil. De to helte kan kun svagt høre de skarpe toner, men der er ingen tvivl om, at noget er galt. Kort efter løber en af livvagterne tilbage til porten, låser den og afleverer nøglen til Guldhammeren, som forsvinder tilbage i mørket.

"Vi vil eskortere jer til paladset," erklærer den ene livvagt med en stemme, der ikke efterlader rum for protester. For Ayoa føles dette "tilbud" snarere som en skæbnesvanger ordre, og hendes mistanke blusser op. Aramil, med sin tro på de royale skikke, følger dog med uden at tøve. De danner en række med livvagterne foran og bagved, og begiver sig ind i haven. Aramil, betaget af den smukke royale have, føler sig næsten beæret over at sætte sine fødder på dette forbudte sted. Men denne følelse af privilegium forsvinder hurtigt, da han pludselig mærker et hårdt slag i baghovedet – en af livvagterne har forsøgt at slå ham bevidstløs.

Ayoa, altid på vagt, reagerer øjeblikkeligt. Med et glimt i øjet fremmaner hun en magisk hund, som flår sig ind i kampen, og øjeblikkeligt bider den forreste vagt hårdt i benet. Kampen bryder løs, og selvom livvagterne prøver at overmande dem, er de ingen match for Ayoas kampfærdigheder og Aramils modige forsøg på at stå op mod dem.

Rystende Opdagelser

Kampen bliver kort, men voldsom. Ayoa nedlægger den første vagt med overlegen styrke, og vender sig mod den næste. Aramil, stadig omtumlet af overfaldet, forsøger forgæves at skade den anden vagt. Men midt i tumulten bemærker han noget foruroligende – vagtens ansigt flimrer, som en elendig illusion, der er ved at krakelere. Synet ryster Aramil dybt, da det minder ham om de forvrængede ansigter på de døde elvere i Krigerlunden. Hvad er disse væsner, han kæmper imod?

Ayoa, med sin vanlige beslutsomhed, tyrer en fortryllet sten mod vagten. Da stenen rammer vagten hårdt, falder han straks til jorden, alt imens han råber om hjælp, efter sine til sine soldater kammerater. Aramil følger traditionen og giver det sidste nådesstød. Da vagterne ligger døde, bliver det klart, at noget er grusomt forkert – ligesom de døde i Krigerlunden, ser vagterne ud til at være forvandlet i døden. Der er helt blege og som frosset i deres dødsøjeblik, med ansigter der ser groteske og fremmede ud.

Flugten og Fuglene

Uden tid til at dvæle ved rædslerne beslutter heltene sig for at flygte, før flere vagter når frem. De sniger sig væk, dybere ind i den royale have, hvor træernes skygger bliver tykkere og mere truende. Vagterne, der snart ankommer til stedet, leder forgæves efter dem. Gemt i en busk, begynder Ayoa at kommunikere med skovens dyr. Først svarer en enkelt modig gråspurv, på hendes kald, hun fortæller gråspurven at hun er skovens frelser og hun er kommet for at hjælpe fuglene med den ubalance der hersker her. Dette godtager spurven... sådan nogenlunde. Det er endvidere straks som hun forsøger at overtale spurven, ved at tilbyde den druer fra sine rationer, at den ene efter den anden sultne gråspurv støder til, og beder om druer. Før Ayoa ved af det, har hun et entourage af en hel flok gråspurve til hendes disposition. Gråspurvene der hverken viser sig at være modige eller særligt intelligente, kan dog advare om farlige planter, underlige vagter, og de nævner sågar et stort grønt bæst, som har taget en af deres brødre. Da Ayoa spørger dem om hjælp til at finde en lidt mere intelligent fugl, som kan vejlede dem, fortæller de, med angst i deres små stemmer, om en ugle, som de frygter og hader, da den jager dem hver nat. Overbevist om, at dette væsen kan hjælpe, leder gråspurvene heltene mod uglens rede.

Ledt af gråspurvene bevæger Ayoa og Aramil sig dybere ind i haven, hvor forfaldet er stadig mere tydeligt. Da de pludselig falder over en vinstok, opdager de til deres rædsel, at det er en af de farlige slyngplanter fra Istishias Øje. Ayoa slipper hurtigt fri, men Aramil og hendes trofaste hund fanges af plantens greb. Med Ayoas hjælp og lidt magi bryder de fri, men frygten for, hvad der lurer i haven, er kun blevet stærkere. De følger gråspurvenes anvisninger forsigtigt imod uglens træ.

Uglens Makabre Ønske

I skyggerne af et stort, gammelt træ sidder uglen – en gusten og uhyggelig skikkelse, som stirrer ned på dem med sine store, gule øjne. Uglen, som er i gang med at fortære en gråspurv, virker til at have en særlig glæde ved at forhandle. Den er villig til at dele sin viden, men kun mod betaling i form af flere gråspurve. Ayoa nægter dog at ofre sine små allierede, tilgengæld lykkedes det hende gennem snilde og overtalelse at få uglen til at fortælle om det store grønne bæst, et farligt væsen på to ben, der lurer i haven. Men uglen nægter at hjælpe yderligere uden at få sit makabre ønske opfyldt og således slutter forhandlingen.

Efter deres møde med uglen søger Ayoa og Aramil et sted at hvile. I udkanten af den tætte skov finder de en lille lysning, hvor de kan holde øje med en vagtpost, hvor kun én livvagt er vågen. De to andre sover, uvidende om heltenes nærvær. Beskyttet af en tågeformular og omgivet af deres trofaste gråspurve, lægger Ayoa og Aramil sig til at hvile, velvidende at deres næste træk kan blive det afgørende i deres mission.

350 XP