Drøm eller virkelighed?

Aramil drømte. I drømmen var der intet lys, kun stemmen fra hans bedstefar – den altid hånende, skarpe stemme, der borede sig ind i hans sjæl:

"Svaghed er alt, hvad du bringer, Aramil. Du er ikke værdig. En elendig, ynkelig byrde."

Men drømmen brast som glas, da Aramil åbnede øjnene til virkeligheden. Mørket lå stadig tæt, og duggen perlede på buskadset, hvor de lå skjult. I det gryende lys så han Eldar – hans stolte, hovmodige bedstefar – blive slæbt afsted af tre vagter: to Guldhamre og en livgarde. Eldars stemme rungede i haven, præcis som i drømmen:

"Jeg er Eldar Gelanodel! Jeg vil ikke behandles som en forbryder! Mit navn alene er en velsignelse for jeres sølle eksistens!"

Men ingen lyttede. Vagterne trak ham hårdt med sig, og Ayoa og Aramil, stadig skjult i skyggerne, vidste, at de måtte gribe ind.

Baghold og Eldars genstridighed

Med et impulsivt bagholdsangreb kastede heltene hver sin fortryllede sten. Ayoas sten skød frem som en komet og ramte den ene Guldhammer direkte i øjet med et voldsomt smæld, der fik ham til at skrige i smerte og vakle bagud. Aramils sten, mindre præcist, susede forbi og forsvandt ind i buskadset med en fjernt raslen. Vagterne vendte sig straks mod Eldar, som de stadig holdt fast i et ubarmhjertigt greb.

"Er dette endnu et af dine tricks, gamle nar?!" brølede den ene Guldhammer og slog brutalt ned på Eldar med sin gyldne hammer. Eldar bandede højlydt, men kunne ikke kæmpe imod overmagten, der nu behandlede ham med voldsomhed.

I et desperat forsøg på at redde sin bedstefar, sendte Aramil tre brændende stråler fra sine hænder. Magien fløj gennem luften og ramte hårdt ind i begge Guldhammere, flammende ar og brændte rifter tegnede afmærkninger i deres rustninger. Angrebet udløste øjeblikkelig reaktioner. Den ene Guldhammer og livgarden strøg af sted mod buskadset, hvor Aramil og Ayoa nu var afsløret, klar til at gøre kort proces mod angriberne.

Den tilbageblevne Guldhammer blev stående med Eldar. Men i det øjeblik de andre havde fjernet sig, ændrede Eldar udtrykket i sit trætte, forpinte ansigt til noget, der lignede triumf. Hans hånd gled hurtigt mod sin dolk, og med en præcision og hastighed, der ikke syntes mulig for en mand af hans alder, pressede han klingen mod Guldhammerens øje, bare 1 millimeter fra at tage hans eneste fungerende øje.

Vagten måtte af frygt for sit helbred indvillige i at lade sig afvæbne og pacificere.

Heltemod og hvalpefedt

Ayoa fremmanede sin trofaste, men noget distraherede, spirituelle hund. Hunden, uimponeret over kampens alvor, besluttede sig for at urinere på træer og bide efter fluer i stedet for vagterne. Aramil kæmpede imod livgarden, mens Eldar udnyttede kaosset og råbte de to øvrige vagter an.

" Indstil kampen ellers vil jeres ven aldrig se jer igen" udbrød Eldar hæst, med et flammende blik af raseri og desperation.

Den anden Guldhammer marcherede frem med tunge, målrettede skridt. Hans rustning klirrede, og hammeren glimtede truende i det svindende lys. Som et utæmmeligt bjerg nærmede han sig Eldar, der stadig holdt sit gidsel i et fast greb. Eldars ansigt var en maske af sved og desperation, men hans stemme rungede stadig med en kommanderende kraft, der havde overlevet både alder og smerte.

"Ét skridt nærmere, og det bliver din vens død!" råbte Eldar med skælvende autoritet, mens dolkens klinge blinkede mod det eneste gode øje, hans gidsel havde tilbage. Ordene gav genlyd i den stille have, men Guldhammeren standsede ikke. Hans blik var hårdt som stål, og hans skridt fortsatte uanfægtet, som var Eldars trussel blot en mild brise mod hans beslutsomhed.

Desperate tider kalder på desperate handlinger

Eldars desperation blev til handling. I et pludseligt ryk førte han dolken fremad, og gidslets skrig skar gennem luften, idet bladet maste sig ind i gidslets øje. Blod vældede frem, og Guldhammerens klynkende jamren bekræftede det: manden var blindet. Men han var ikke død. Eldar, ikke spildende et sekund, skubbede gidslet hårdt fremad med en kraft, der sendte den blinde Guldhammer direkte ind i sin kammerat, som nu svingede ud med hammeren – en handling så ukontrolleret og vredladen, at det næsten var uklart, hvem slaget var tiltænkt.

Den blinde vagt faldt til jorden i en ynkelig bunke af skramlende rustning og blodige lemmer. Eldar, skarpt iagttagende, og opmærksom på sit vindue af mulighed, samlede sig i en uventet kraftanstrengelse. Med en hurtighed og adræthed, der ville få selv en ung kriger til at blegne, kastede den gamle elver sig gennem luften. Hans mål var klart: Den anden Guldhammer, stadig stående og kampklar. Eldars dolk fløj mod ansigtet, sigtende direkte mod øjet, men denne gang svigtede præcisionen. Bladet gled af en kant i rustningen og efterlod kun et blodigt snit henover vagtens ansigt.

Guldhammeren udstødte et brøl af raseri og hævede sit skjold med brutalt hastværk. Med en kraft, som kunne knuse sten, slog han det ind i Eldars bryst. Lyden af slaget rungede som et tordenbrag, og Eldars krop blev kastet tilbage, hvor han landede med et tungt, livløst fald mod den kolde jord. Hans ansigt var blegt, og øjnene stirrede tomt mod himlen, som om sjælen kortvarigt havde forladt kroppen.

Haven stod stille i nogle få hjerteslag, mens kampen fortsatte andre steder, men der – midt blandt blod, desperation og brudt håb – lå Eldar Gelanodel, den ædle og stædige elver, som en falden kæmpe.

Fra foragt til respekt

Ayoa betragtede Eldar, der lå livløs på jorden, hans krop slap og ansigtet blegt som morgendisen. Noget i hendes blik flammede op – irritation, bekymring og en flig af uventet respekt for den gamle adelige mand, der havde kæmpet så hårdt og så ærefuldt. Med en knyttet næve og en lav, melodisk mumlen lod hun sin magi strømme ud i jorden under hende. Grønt lys begyndte at pulsere i hendes håndflader, som dugdråber, der fangede solens første stråler.

Jorden under hende skælvede svagt, og grønne, lysende ranker af energi bredte sig som levende åndedrag henover græsset. De snoede sig mellem nedtrampede planter, dansede som refleksioner iblandt træernes skygger, før de nåede Eldars krop. De lysende ranker bøjede sig op omkring Eldar, og formede sig til bløde løvblade og indhyllede ham i en glødende, livgivende kokon. Det så ud, som om skovens ånd selv havde besluttet at holde fast i ham, at nægte ham døden.

Eldar trak pludselig vejret dybt ind. Hans brystkasse hævede sig i et pludseligt ryk, og hans øjne åbnede sig med et skarpt glimt af overraskelse og stædighed. Rankerne trak sig tilbage, smeltede som dugdråber tilbage i jorden, og efterlod kun Eldar siddende op, lidt omtumlet, men i live.

De sidste nåedesstød

Med en klarhed som havde han haft et syn i en nærdøds oplevelse, spottede Eldar straks den blinde Guldhammer, der vaklede på benene over ham, rådvild og hjælpeløs. Med et snerrende smil rullede Eldar om på ryggen og greb sin dolk, Ayoa og Aramil så kun lige dolken glimte kort, før den forsvandt mellem fjendens ben.

Der lød et hæst skrig, da Eldars blad ramte sit mål med en kold, kirurgisk præcision. Den blinde vagt sank sammen på jorden, og Eldar, uden at tøve, samlede et lille, makabert trofæ, som han med et glimt i øjet smed til Ayoas spirituelle hund. Hunden, som havde været ligeglad med slagmarken hidtil, greb straks byttet med en ivrig knurren og logrede, som om det var det største øjeblik i dens korte liv.

Ayoa, med et suk, vendte sig mod den sidste Guldhammer. Hun hævede hånden, og en grum tåge af grøn gift vældede ud fra hendes fingre. Tågen snoede sig som en slange og omringede den kyniske vagt, der hostede, spyttede og vred sig, mens hans hud begyndte at boble og smelte under den dødelige magi. Til sidst faldt han om, opløst i en kvalmende pøl.

Aramil, stadig midt i sin duel med den sidste livgarde, holdt stædigt stand. Vagten svingede sit våben i blinde desperation, men Aramil holdt ham i skak med en kombination af skjold og snilde. Til sidst, med et øjebliks forvirring, stoppede vagten brat – hans krop stivnede, og sværdet gled fra hans greb. Bag ham stod Eldar med sværdet dybt begravet tværs gennem livgardens torso. Med et hurtigt træk rev han våbnet fri, og vagten faldt livløst til jorden, med overkroppen delt i to.

Alle de døde vagter så uhyggelige og blege ud, stivnede i dødens groteske aftryk, med samme skær af forvrænget væsen, som heltene havde set på alle de andre elvere, hvis endelige de havde bevidnet det seneste døgn.

Uden at spilde tiden begyndte heltene metodisk at trække ligene ind under den unaturligt tætte bevoksning, for at skjule deres gerning.

”De bar alligevel ikke på andet end død og løgne,” mumlede Eldar tørt, mens han løsrev den ene Guldhammers rustning.

Ayoa og Aramil udvekslede et blik og nikkede. De vidste, hvad der måtte til. Med snøvlende fingre iførte de sig Guldhammernes tunge rustninger. Ayoa, med foragt i blikket, spændte de metalliske spænder – druideprincipper måtte bøjes for overlevelse. Hun snerrede lavt for sig selv, men lod det passere.

Forklædt som to Guldhammere og deres fange, den noble Eldar, begyndte de tre at bevæge sig op mod paladsets port.

En Mesterlig Illusion – Vejen ind i Paladset

Under de tunge stenbuer, hvor elvernes banner engang vajede stolt, stod Frej Spidsklinge, overhovedet for den royale livgarde, med armene over kors. Hans øjne skar som knive mod de tre skikkelser, der nærmede sig porten. Foran gik Eldar, den ældre elver, som syntes at være en fange i sine egne omgivelser, hans hænder bundet på ryggen, hans blik en blanding af arrogance og irritation. Bag ham marcherede Ayoa og Aramil, iført de stjålne uniformer fra de faldne guldhamre.

Frej hævede et bryn. "Så I fik ham endelig," sagde han, stemmen ladet med mistro. "Jeg formoder, han ikke gav sig uden kamp?"
Ayoa, der nu skulle bære rollen som den hårdkogte fangevogter, nikkede kort. "Han forsøgte," svarede hun køligt. "Men han er ikke, hvad han har været."

Eldar gryntede, men spillede sin rolle til perfektion. "Dette er en skandale!" hvæsede han, mens han vred sig mod de usynlige bånd, de aldrig havde sat på ham. "Når jeg står foran rådet, vil I alle komme til at betale prisen for denne fornærmelse!"

Frej sukkede tungt, men lod sig tilsyneladende berolige. "Godt," sagde han endelig og skævede mod haven bag dem. "De to aspiranter, er de stadig derude?"

Aramil nikkede straks, velvidende at enhver tøven ville vække mistanke. "Jægerne leder efter dem."

Frej skulede et øjeblik, men gjorde så tegn til vagterne ved porten. "Luk dem ind. Jeg vil selv tage mig af de sidste detaljer."

Med en knirkende bevægelse gled den tunge paladsport op, og de tre trådte indenfor

Frejs Gemakker

Eldar førte dem målrettet gennem paladsets korridorer, som om han kendte hver afkrog. De nåede hurtigt til en massiv egetræsdør, markeret med en indgraveret sølvklinge. Frej Spidsklinges gemakker.

Inde i rummet var alting minutiøst ordnet, en skarp kontrast til paladsets øvrige forfald. Skrivebordet var næsten tomt, sengen upåklageligt redt. Eldar gik uden tøven til garderobeskabet, hvor en række identiske uniformer hang – hver eneste en eksakt kopi af den, Frej Spidsklinge selv bar. På indersiden af skabslågen var to dolke monteret i et skjult våbenstativ, klinger skinnende og perfekt vedligeholdt. Han strøg en hånd over stoffet på den bedst bevarede uniform, målte dens snit med erfarne øjne.

"Ud," sagde han kort.

Ayoa sendte ham et skeptisk blik, men trak så på skuldrene og forlod rummet sammen med Aramil.

Bag den lukkede dør lød dæmpede lyde af stof, der blev skiftet, spænder, der klikkede på plads. Så blev døren atter åbnet.

Der stod Frej Spidsklinge.

Ikke en mand i forklædning. Ikke en efterligning. Men Frej. Holdningen, blikket, selv måden han trak vejret på – alt var ændret. Ayoa og Aramil tøvede, en snigende uro krøb gennem dem. Noget ved synet virkede… forkert. Eldar var dygtig, men ingen var så dygtig.

Så talte han.

Stemmen var præcis som Frejs, hvert ord udtalt med samme skarpe militære kant. Han kastede et blik på dem, som om han vurderede, om de stod for tæt på. "Lad os fortsætte," sagde han.

Men det var ikke det, der afslørede ham.

Han præcis hvor samtalen slap, før de gik ud af rummet. Hver en betoning, hver en pause faldt naturligt – men de vidste, at Frej ikke kunne have kendt de ord. Aramil og Ayoa udvekslede et kort blik. Det var Eldar. Selvfølgelig var det Eldar. Og alligevel føltes det ikke som ham.

Forladt Storhed og Rådne Sale

Med Eldar forklædt som Frej Spidsklinge bevægede heltene sig gennem paladsets korridorer uden hindring. Soldater trådte til side, bøjede hovederne i respekt, uvidende om bedraget. Men det, der burde have været en bastion af orden og rigdom, var i stedet en ruin forklædt som et palads.

Gulvene var dækket af støv og gamle fodspor, væggene bar mærker af fugt og forfald. I den store spisesal stod bordene dækket, som om en banket var blevet forladt midt i et måltid – maden for længst rådnet væk og overtaget af sværme af rotter. I køkkenet hang kedler med fastbrændte rester, bunkerne af beskidte tallerkener vidnede om en tid, hvor nogen havde forsøgt at opretholde illusionen af normalitet.

Men der var ingen tjenestefolk. Ingen adelige. Ingen spor af det liv, paladset burde have summet af.

Ayoa fnyste ved synet, hendes natursans fornærmet af dette forfald. Aramil stirrede tænksomt på de tomme sale, en nagende mistanke voksende i hans sind. Eldar sagde intet, men hans blik vandrede over de tomme gange, som om han ledte efter noget.

Noget var helt galt i dette palads.

Mødet med det grønne monster

På vej mod tronsalen rungede tunge fodtrin gennem paladsets korridorer, og pludseligt bragede en massiv skikkelse gennem en dør ved trappen. En enorm, grøn skabning – bred som en kampvogn og høj nok til næsten at skrabe loftet – trådte frem med en tung, slæbende gang.

Ayoa og Aramil strammede grebet om deres våben, deres instinkter skarpe og klar til kamp. Men Eldar, stadig forklædt som Frej Spidsklinge, lod ikke til at lade sig mærke af kæmpens brutale fremtoning. Tværtimod nikkede han blot anerkendende og talte med den myndige ro, man ville forvente af en officer, der gav ordrer til en af sine mere... begrænsede soldater.

“Jan ikke skulle gå ned… men Jan gjorde det alligevel,” brummede kæmpen, idet han kløede sig i nakken med en hånd stor nok til at knuse et kranie. “Men Kharak siger, Jan skal ikke tænke for meget… så Jan tænker ikke.”

Eldar hældede hovedet en smule, som om han overvejede svaret, men hans tone forblev skarp og professionel. Han udspurgte den store brute om vejen videre, og Jan – uden skyggen af mistanke – afslørede, at hans bror Erik ventede ovenpå, lige før tronsalen, og at Kharak var, som altid, at finde på sin jernbesatte trone.

Bag Eldar udvekslede Ayoa og Aramil et blik. Den grønne kæmpe var intet mindre end en åben bog – og en ufatteligt dum en af slagsen.

Tronsalens vogter Erik

Da de nærmede sig den sidste dør før tronsalen, fandt de endnu en af de massive, grønne kæmper – broderen til den første, omend ikke synderligt klogere. Han stod blandt rodet i sin egen verden, tilsyneladende uden at bekymre sig om andet end de opgaver, han var blevet pålagt.

Eldar, stadig forklædt som Frej Spidsklinge, gik direkte mod ham med den selvsikre arrogance, der klædte en mand af hans påståede rang. "Hvad laver du herinde?" spurgte han med den myndige tone, der kun lod plads til én korrekt reaktion.

Den grønne kæmpe blinkede forvirret og kradsede sig i hovedbunden. "Øh… Erik vogte dør… så ingen går ind…"

Eldar hævede et bryn og skulede til ham. "Og hvordan har du tænkt dig at forhindre folk i at komme herind, hvis du allerede er herinde?"

Der gik et langt, anstrengt øjeblik, hvor man næsten kunne høre tandhjulene knage i den store skabnings hoved. Så stivnede han pludselig, som om en grufuld erkendelse havde ramt ham. "Åh… Erik lavede fejl!"

"Ja," sagde Eldar tørt, "men nu kan du rette den. Udenfor. Ingen kommer ind, ikke engang mig selv, forstår du? Hvis nogen kommer og påstår, de er mig, så lyver de."

Erik nikkede ivrigt, som om han netop havde fået en opgave, han endelig kunne forstå. "Erik skal nok vogte dør! Ingen kommer ind! Ikke engang… Frej Spidsklinge…" Han så pludselig skrækslagen ud. "Men… hvis Frej er derinde, og Frej også er herude… så hvem er rigtig Frej?"

Eldar sukkede dybt og masserede sin tinding. "Erik, bare gør som jeg sagde."

Erik nikkede energisk og skubbede den massive dør op, hvorefter han marcherede ud for at tage sin vagtpost – uden at stille flere spørgsmål.

Da døren gled i bag ham, vendte Eldar sig mod de andre med et triumferende smil. "Lad os komme videre."

Ayoa og Aramil udvekslede et blik. Det var efterhånden blevet en vane, at Eldar kunne snakke sig igennem enhver situation, men der var stadig noget… forbløffende ved, hvor let det gik.

Skygger i tronsalen

Med en snigende uro over, hvad der ventede bag dørene, lod Ayoa sin krop skifte form, og på få øjeblikke blev hun til en lille, sort edderkop, der elegant gled ind under dørsprækken.

Tronsalen var dyster og uhyggeligt stille. På tronen sad en massiv skikkelse, kutteklædt og rødlig i huden, som et mørkt ekko af de værste rædsler. Alt ved hans væremåde emmede af magt og ondskab. Ayoa bevægede sig forsigtigt gennem rummet og fandt vejen til de royale gemakker, hvor en smal trappe førte hende op i et tårn.

Derinde stod række efter række af reoler, fyldt med skinnende blå sten, der kastede et spøgelsesagtigt lys i mørket. Ayoa nærmede sig en af dem, men et isnende gys fór gennem hende – som om noget eller nogen mærkede hendes tilstedeværelse.

Nedenunder rejste skikkelsen fra tronen sig pludseligt. Med en isnende autoritet bevægede han sig direkte mod tårnet. Ayoa frøs, pressede sig fladt mod gulvet og holdt sig helt i ro. Skikkelsen trådte ind, søgende, rastløs – men hans blik gled hen over rummet uden at se hende. Efter et øjebliks stilhed vendte han sig bort og forlod stedet igen.

Ayoa ventede, indtil hun var sikker, før hun lynhurtigt kravlede tilbage til sine allierede, hendes hjerte hamrende i brystet. Kharak – for det måtte være ham – var ikke en fjende, de kunne tage let på.

Ansigt til ansigt med ondskabens øje

Ayoa genforenedes med sine kammerater og delte, med en stemme præget af uro, hvad hun havde set. Det var ikke en elver, der sad på tronen, men et mørkrødt væsen med en kraft, hun ikke kunne sætte ord på. Stenene, de skinnende blå juveler, måtte have en betydning, for så snart hun havde rørt en, havde han reageret.

Der var ingen vej udenom. De måtte konfrontere ham.

Med Eldar i spidsen, stadig forklædt som Frej Spidsklinge, åbnede de de tunge døre til tronsalen. Den skikkelse, der ventede på dem, var langt fra, hvad nogen af dem havde forestillet sig. Kharak, en massiv, kutteklædt skikkelse, rejste sig fra tronen, hans røde hud ulmede i skæret fra faklerne. Hans øjne skinnede med et ondt, næsten umenneskeligt lys.

”Så… det er jer,” brummede han, hans stemme fyldte rummet som en tordenrulle. ”De små rotter, der har kravlet rundt i mit palads.”

Eldar hævede hagen, holdt masken. ”Der har været forstyrrelser i haven. Jeg har håndteret dem.”

Kharaks smil var som en revne i en klippe. ”Er det så?” Han trådte frem. ”Og hvem er det så, jeg ser her?”

Hans hånd knugede om den sorte stav, der syntes at suge al varme fra rummet. Med et knæk i luften forsvandt han.

Pludselig stod han bag dem, ved døren.

”I går ingen steder.”

Han hævede begge hænder, knuste to blå sten mellem fingrene. En isnende kraft skyllede gennem rummet, og fra støvet synes to skyggeskikkelser at rejse sig – hylende, forvrængede ånder, bundet til hans vilje.

Så begyndte kampen.

Ayoa var den første til at handle. Hun løftede hænderne, og stjerner samlede sig omkring hende, som om nattehimlen var kommet til hendes kald. Hendes magi eksploderede mod Kharak i en regn af lys, men han lod kun et grynt høre. Med en svingende bevægelse af sin stav udløste han en bølge af mørke, der fik rummet til at sitre.

Eldar, som havde søgt dækning bag tronen, affyrede pil efter pil. De ramte – men det var, som om de mistede kraft, før de nåede deres mål.

Og så var der Aramil.

Han stod bagerst i rummet, mumlende messende ord, som ingen af de andre rigtigt forstod. Kharak lod ham være i starten – men jo længere kampen skred frem, desto tydeligere blev det, at noget påvirkede ham. Hans bevægelser blev tungere, hans trylleformularer mindre præcise.

”Hvad… har du… gjort?” hvæsede Kharak, mens hans krop sitrede under vægten af en usynlig kraft.

Aramil sagde ingenting. Han lod kun sin messende stemme fortsætte.

Eldar, frustreret over sine piles manglende effekt, så mod Ayoa. Hun kæmpede utrætteligt, hendes stjernemagi holdt Kharak presset, men det var ikke nok. Med en snerren trak Eldar de to daggertter fra Frejs gemakker og kastede sig frem.

Kharak forsøgte at teleportere sig væk.

Men han var for langsom. Hans magi svigtede ham på det mest skæbnesvangre tidspunkt

Eldars klinger fløj igennem luften, og i et enkelt, præcist snit, skar han igennem kødet og adskilte hovedet fra kroppen.

Kharaks krop stod et øjeblik stille, som om den nægtede at forstå, hvad der var sket.

Så faldt den sammen.

Lyset i tronsalen blev mat, og en isnende stilhed sænkede sig over rummet. Kun lyden af Eldars tunge åndedræt brød mørket.

1500 XP