Den blodige tronsal

Kharaks blodige krop gled lydløst over marmorfliserne, indhyllet i det mørke banner som et makabert bytte. Eldar gik forrest, hovedet af Kharak svingende tungt i klædet ved hans bælte, mens Aramil og Ayoa slæbte kroppen gennem de høje døre og ind i de royale gemakker.

Rummet var sparsomt møbleret, men bar præg af adel og ritualer. Ayoas øjne gled mod døren, der førte videre til tårnet – stedet hvor hun tidligere havde skimtet det blå skær. I hendes tanker begyndte et mønster at tage form: sjælestenene. Hun var sikker på det nu.

Imens gennemsøgte Eldar skrivebordet og fandt nogle gulnede dokumenter med mystiske optegnelser. De viste en strøm af energi, der bevægede sig fra en menneskelignende figur til en krystal – men ordene, selvom de lignede kendte bogstaver, dannede ingen mening. Ingen af heltene kunne læse sproget. Uden et ord foldede Eldar papirerne og stak dem i lommen.

Aramil stod lænet mod dørkarmen, øjnene vandrende mellem gangen og Kharaks svøbte krop. Hans hænder var stadig røde, og hans sind uroligt. Der var noget ubestemmeligt i luften – og han besluttede at holde vagt ved liget. Bare for en sikkerheds skyld.

Tårnet og bogen

Eldar og Ayoa bevægede sig op ad den smalle trappe mod tårnet. I stenvæggene langs trappen var det velkendte segl med øjet ridset ind – groft, næsten som kløer havde ætset det ind. De udvekslede et blik, men sagde intet. Trinene knirkede under dem.

Nedenunder i gemakkerne stod Aramil stadig vagt. Han kastede et blik mod bannerne, der hang på væggene – og i et kort øjeblik… blinkede de. Som om øjnene i seglet flakkede, hånede ham. Uroen voksede i hans bryst. “Kom nu i gang!” råbte han mod trappen. “Der er noget ubehageligt i gære hernede!”

Oppe i tårnrummet blev Ayoa og Eldar mødt af rækker af mørke reoler, tætbesat med lysende blå krystaller. Sjælesten. De glimtede sagte som stjerner, men ingen af dem kunne rokke sig fri. De var fastlåst – som holdt på plads af en mærkelig kraft: kold og varm på samme tid. Energien var ubeskrivelig, næsten levende.

Eldar huskede, hvordan Kharak havde båret sådanne sten. Måske var det hans hånd, der var nøglen. Uden tøven vendte han om og gik ned til Aramil. Men da han trådte ind i rummet, snublede han – et søm rev i hans støvle, og gulvbrædderne under ham knagede. Ét af dem sad løst.

Brættet gav sig, og nedenunder åbenbarede sig et skjult rum, et lille kammer under brættet. Midt i mørket lå en besynderlig bog. Den var omsluttet af levende bark, og på forsiden fandtes et mærkeligt håndaftryk, formet af grene med torne som negle.

Eldar løftede forsigtigt bogen. Inde i den fandt han tegninger – mystiske diagrammer af krystaller og humanoide skikkelser, forbundet i en form for energistrøm. Gav de energi? Tog de? Eller var det en symbiose? Bogens skrift lignede krogede grene, der dannede symboler – men intet, hverken han eller Aramil, kunne læse.

Eldar rakte bogen til Aramil og bad ham passe på den. Men Aramil tøvede – noget ved bogen fik ham til at gå forsigtigt til værks. Som om en stille stemme guidede ham. I stedet lagde han den varsomt på sengen.

Usynlige forbindelser

Da Eldar styrtede ned ad trappen og ramte gulvet med et brag, gav det genlyd hele vejen op gennem tårnet. Ayoa fór sammen og kiggede sig omkring. Midt blandt de hundrede lysende sjælesten blinkede én – blot et kort øjeblik – i takt med braget.

Kort efter kom Eldar tilbage med Kharaks afhuggede hånd. Den var stadig varm. Da han rakte ud mod stenene med hånden, skete det umulige: sjælestenen, der før havde blinket, løsnede sig straks og svævede ned i hans hånd – som om den genkendte ham.

Ayoa iagttog det hele med skarphedens blik. Hun havde allerede mistanke, men måtte være sikker. Uden varsel skubbede hun Eldar omkuld. I samme sekund blinkede stenen igen.

Nu var der ingen tvivl. Den sjælesten tilhørte Eldar – og den reagerede udelukkende på ham. Mens han holdt den, føltes den let som en fjer. Alle de andre forblev fastlåste, ubevægelige i det usynlige greb, der holdt dem svævende.

Ayoa prøvede forsigtigt at fremprovokere en lignende reaktion – først ved at trække vejret dybt og lade en skarp negl ridse hendes arm. Men intet skete. Ingen af stenene blinkede. Måske var hendes endnu skjult.

Nede i gemakkerne kæmpede Aramil med sin voksende uro. Hver gang han vendte blikket bort, syntes seglet med øjet at blinke ad ham – som om det hånede ham, legede med hans nerver. Han knyttede næverne og kaldte på de andre.

Eldar og Ayoa vendte tilbage. Aramil havde pakket den levende tome ind i laner, bange for, hvad dens barkede håndaftryk kunne påkalde. Uden at spilde flere øjeblikke vendte heltene ryggen til tårnet og tronsalen, og bevægede sig mod paladsets udgang.

De måtte bringe det hele tilbage til Iris Uglefjer og Aiella Sandsiger. Der var alt for meget, de endnu ikke forstod.

Listige kæmper

Heltene bevægede sig lydløst gennem paladsets første sal. Ayoa havde antaget skikkelsen af en lille, giftig edderkop og sneg sig i forvejen – dør for dør – med benene let trippende over de kolde fliser. Når der var fri passage, kravlede hun tilbage og efterlod små, sirligt spundne tegn: grønne tråde i et særligt mønster – hendes eget kodede “grønt lys”.

Det gik glat. Ét rum ad gangen. Indtil de nåede korridoren med to døre. Den ene ledte ned mod stueetagen og udgangen – den anden til et uudforsket afsnit af paladset. Ayoa inspicerede døren til trappen: klar bane. De bevægede sig mod den – men i det sekund deres støvler ramte midten af korridoren, smækkede den anden dør op.

Jan og Erik.

De to store, simple kæmper bragede frem som om de havde ventet hele dagen på det helt rette øjeblik. De stormede direkte mod Aramil og Eldar, der stadig var forklædt som Frej Spidsklinge og en Guldhammer. Et overraskende angreb, hurtigt og præcist: olierede klude mod ansigterne, et kvalmende, søvndyssende middel.

Aramil vaklede først, og faldt med et dunk mod stengulvet. Eldar kæmpede imod, men kunne ikke undslippe helt – hans hoved svajede, og verden vuggede omkring ham.

Inden længe lå de begge sanseløse eller omtågede, blindet og stuvet i sække. Deres våben, fokus og udstyr blev flået fra dem og kastet i en ragelsebunke i Eriks kammer nær tronsalen – sammen med den uidentificerede tome og det indsvøbte hoved af Kharak, som de to halvhjerner naturligvis ikke opfattede.

Kun Ayoa slap. Hun havde i edderkoppeskikkelse kravlet op på den ene kæmpes støvle og sad nu trygt mellem læderfolder og sved, helt roligt, nærmest som om hun havde forventet at de to adelige fejle.

Vi er blevet snydset!!

Inde i sækken lå Eldar, stille og stiv. Kroppen føltes fjern og tung, som om olien havde lagt en dyne over hans nerver. Han kunne ikke tale, ikke forme magi – hverken gennem hænder eller fokus. Men han kunne fornemme. At han ikke var alene. En anden krop var presset tæt mod hans, varm og levende.

Gennem lærred og mørke nåede lyden af stemmer ind – to tunge, mumlende stemmer.

“To Frej’er?” brummede Jan.
“Der sku’ kun være én,” sagde Erik, mistroisk.
“Det' fordi vi er blevet… snydset!” Jan knurrede.
“Og ved du hva' jeg hader, Jan?”
“Når nogen tror, vi er dumme!” råbte Jan, “så får jeg lyst til at slåe nogen. Hårdt!”

De nåede tronsalen og standsede. En enorm blodpøl bredte sig fra tronen – men ingen krop.

“Det ligner Kharaks blod…” sagde Erik.
“Han bruger altid blod. Sidst var det jo til... det dér med slangen,” svarede Jan.
“Han er nok inde i sit kammer og… laver ting,” sagde Erik, tilfreds.

Med al selvtillid, kun de to kunne præstere, smækkede de dørene til Kharaks arbejdskammer op – og i én flydende bevægelse tømte de deres sække ud midt på gulvet.

“Se her, Kharak!” råbte Jan. “Vi har fanget dem! Vi er så dygtige!”

Men i stedet for Kharaks rosende blik, mødte de… stilhed. Og i rummets bagende: Kharaks livløse krop.

“Øøhh… Erik?”
“Ja, Jan?”
“Er det… Kharak, der ligger der?”
“Han ser… lidt… dødsens ud?”
“Men han ka’ da ikke dødse?”
“Nej! Det må være… én af Frej’erne, der har dødset ham!”
“ÅH NEJ!” jamrede Jan, “Caeltar kommer til at dødse os ihjel!”
“Viggo kommer først! Han slår hårdest!” svarede Erik

Kæmperne vaklede mellem panik og vrede. De stirrede på de to Frej Spidsklinger – nu fritlagte, men stadig groggy.

“Hvem af jer har gjort det her?!” brølede Jan.
“Ja! Kom så! Sig det! Vi siger det til Viggo!”

De to Frej’er begyndte straks at tale i munden på hinanden – hver med sin forklaring, hver med sit forsøg på at pege fingre ad den anden. Stemningen var anspændt, som et reb trukket til bristepunktet.

Men til sidst, efter megen mumlen og kløen i hovedbunden, nikkede Jan og Erik til hinanden. De troede på Eldar. Ikke fordi han var overbevisende – men fordi den anden så… skurkagtig ud. Eller måske fordi Eldar havde den dér måde at tale på. Eller måske fordi Jan var træt.

Uanset årsag, var dommen faldet.

Edderkoppespindet strammes

Ayoa var tålmodighed i otte ben. Hun havde spundet og spundet, tråd efter tråd omkring kæmpens fødder, næsten umærkeligt. Snart var støvlerne viklet fast til gulvet, og én forkert bevægelse kunne bringe den store tumpe til fald. Men det måtte vente. Der var noget vigtigere først.

To Frej Spidsklinger. Præcis ens. Det hele var latterligt.

Men Ayoa huskede: Eldar havde papirerne med optegningerne i sin lomme. Hun kravlede over den ene krop, dykkede ned under tøjet og fandt lommen. Papirerne var der. En bitter, lille triumf sitrede i hendes nervesystem.

Selvfølgelig var det ham, tænkte hun tørt. Der skal åbenbart ikke mere til end et stift blik og pæn diktion for at overbevise to halvorc-kartofler.
Hun rullede næsten med sine edderkoppeøjne. Det var ikke, at Eldar ville noget – det var, at verden altid syntes at forme sig omkring folk som ham. Det var dét, der irriterede hende.

Hun trak sig tilbage til en skjult position og ventede. De andre havde ikke opdaget hende – og havde rigeligt at tænke på uden at lægge mærke til små edderkopper i det støvede palads.

Istishias Ultimatum

Imens hævede Aramil hovedet. Blikket søgte desperat efter en åbning, noget der kunne give dem en chance. Han hviskede ordene til en simpel spell for at smække døren og skabe en afledning – men i samme sekund forsvandt verden.

Lyset blev blegt, farverne slap. Og han stod nu i en regnvåd, ødelagt skov. Træer revet op med rod. Krigerlunden lå knust under tordenens vægt. Lyn glimtede i hans hænder. Han skreg – ikke i rædsel, men i rå kraft. Og midt i det hele, så han sin mor – og Livets Træ – forsvinde under vægten af hans egne kræfter.

Alt døde. Og han havde gjort det.

Så – et skarpt hvidt lys. Varmen var som vand, bærende og stille. Og dér stod han: en vældig skikkelse formet af bølger og tåge. Øjne som dybhavet.

“Dette... er den vej, du er på, Aramil,” lød stemmen.
“Men du er ikke født af stormen. Du er født af strømmen. Vælg lyset. Gå ad min sti.”

Og Aramil valgte som Istishia ønskede, hvordan kunne han andet.

Den ægte Frej

I præcis det øjeblik han accepterede, vendte Aramil tilbage og hans spell gik af. Døren smækkede i med et rungende brag, guidet af en fornyet kraft. Jan og Erik fór op. Eldar greb øjeblikket:

“Hørte I det?! Døren! Det kan være dem – dem, der gjorde det ved Kharak. Vi må være på vagt!”

Kæmperne så på hinanden. Blikkene flakkede mellem de to identiske Frej’er. Begge begyndte straks at tale, beskylde, forklare, pege fingre. En verbal duel mellem skygger og halve sandheder.

Eldar holdt hovedet koldt, lagde ordene med snilde. Han lød som én, der vidste, hvad han gjorde. Eller i hvert fald som én, der ikke blev rød i hovedet, når han talte.

Efter megen mumlen og pandekløen nikkede Jan og Erik til hinanden.

“Ham dér,” sagde Jan og pegede.
“Han lyder mere Frej-agtig end den anden,” sagde Erik.
“Han... snakser fint.”
“Og lidt... vigtigt.”

Og dermed var beslutningen truffet. Kæmperne stolede på Eldar.

Fra sin skjulte plads rystede Ayoa (indvendigt) på hovedet. Hun havde vidst det hele tiden. Det overraskede hende ikke. Det irriterede hende bare at de adelige altid formede enhver situation til deres egen vilje.

Flugtplaner og venskab

Distraktionen virkede. Da døren smækkede i med et brag, strakte Eldar i det samme sin vilje ud, usynligt og lydløst. Gennem telepati hviskede han til den anden Frej Spidsklinge:

Vi må hjælpe hinanden. Det er nu. Spil med.

Frej nikkede næsten umærkeligt. Hans blik blev alvorligt. Der var forståelse dér – og måske en rest af stolthed.

Aramil, vær klar. Når jeg siger til, lød Eldars næste tanke, sendt med isblå fokus.

Planen var enkel – men farlig.

Jan og Erik troede på Eldar. For dem var han den rigtige Frej Spidsklinge. De havde bestemt, at den anden Frej – den falske – skulle føres ned til Viggo, så det hele kunne “håndteres”. De var optaget af deres triumf. De holdt ikke øje.

På trappen var rækkefølgen perfekt.

Forrest gik Frej, dernæst Aramil. Bag dem kom Jan. Erik fulgte efter Jan. Og til sidst Eldar, lige bag Erik. Alt imens sad Ayoa trygt på Eldar, stadig blot en lille edderkop.

Endnu et overaskelsesangreb

Trappen lå foran dem. Kæmperne var tilfredse – de troede, de havde styr på situationen. Den falske Frej var blevet “afsløret,” og nu skulle han eskorteres ned til Viggo, hvor “det hele nok ville blive ordnet”. De anede intet.

Heltene derimod så muligheden. Den perfekte formation. Eldar bagerst, lige bag Erik. Foran ham Jan. Foran Jan: Frej – stadig bundet. Forrest: Aramil, stadig groggy, men kampklar.

“Let’s go,” lød Eldars stemme i hovederne på Frej og Aramil – en mental hvisken med en kant af lyn.

Og så angreb de – alle tre, i præcis samme sekund. Det var næsten smukt.

Frej vendte sig og gav to hurtige slag mod Jan. Bare næver og bundne hænder – det gjorde ikke meget skade, men det overraskede. Aramil forsøgte at følge op, men svajede i sit udsyn og svingede sin guldhammer for bredt. Det lignede, at han forsøgte at ramme Frej, og Jan blev forvirret.

Eldar greb chancen og stak sine dolke dybt i Eriks hæle. Blodet sprang, og kæmpen skreg – men før han kunne reagere, skete noget meget værre.

Fra Eldars brystlomme sprang en lille, sort skygge. En edderkop – Ayoa. Hun fløj, som slynget ud af en skjult fjedermekanisme, landede på Erik og krøb direkte ind i hans øre.

Og dér… bed hun.

“FÅ DEN UUUUD! FÅ DEN UUUUD AF ERIKS HOVED!” skreg Erik, mens han rystede hovedet som en gal og sprællede i panik.

Han vendte sig – lige i tide til at se Eldar, stadig forklædt som Frej, løfte hånden. Et elektrisk blåligt lys samlede sig i hans håndflader – og i næste øjeblik skød en witch bolt direkte ind i Eriks bryst. Magien slog gennem hans krop som en knust klokke.

Frej sendte endnu en albue i Jans side. Aramil forsøgte at følge op, men hans hammer svingede atter ved siden af.

Jan skubbede Frej fra sig, vred i forvirring og begyndte at vende sig mod rækkens bagende – mod Eldar.

Men Eldar havde allerede låst sin energi fast i Erik. Witch bolten brændte videre, strømmen sitrede i kæmpens nerver, og hans ben begyndte at vakle.

Inde i hans hoved – kæmpede Ayoa for at holde fast. Tumulten gjorde det umuligt at bide ordentligt. Hun nappede, kradsede, men mærkede pludselig et stik af magisk energi. Witch bolten havde fundet hende også – gennem Erik.

Det var nok. Hendes edderkoppekrop døde.

Og i det sekund hun døde, ændrede alt sig.

En lysglimt, en forskydning, og BOOM – Ayoas sande form materialiserede sig inde i Erik. Hun sprængtes frem fra hans hoved som en elver-føniks af kød og kaos – smurt ind i blod, hjerne, snot og snask – balancerende på hans skuldre, hvor hans hoved engang havde siddet.

Erik kunne ikke længere stå. Hans døde krop vaklede og væltede bagud – ned ad trappen, med Ayoa ovenpå.

Jan så det ske. Han reagerede hurtigt – sugede maven ind og undgik på et hængende hår at blive mast under sin døde bror. Længere nede havde Frej og Aramil ikke samme held – Erik landede tungt foran dem, og Ayoa landede ovenpå, væltede dem begge baglæns i et kaotisk kludetæppe af lemmer og våben.

Jan stirrede op. Hans øjne mødte Eldars – og lynet i dem.

“DU SKAL IKKE DØDSE JANS BROR!” brølede han, tårerne ukontrollerede i vreden, og han sprang frem i raseri.

Men Eldar var klar. Med yndefuld elegance undveg han Jans rasende angreb, vred kroppen som en cirkusakrobat og lod kæmpen flyve forbi. Jan hamrede hovedet ind i en søjle og vaklede.

Før han kunne genvinde fodfæstet, var han omringet. Aramil rejste sig. Frej rullede rundt og rejste sig. Ayoa børstede Erik af sig. Eldar hævede hånden.

Slagene faldt hurtigt og hårdt. Magi og metal, næver og vrede. Jan nåede knap at sige sin brors navn igen, før det var forbi.

Løg, søpindsvin og sandheder i skyggerne

Efter støvet havde lagt sig og kæmpernes kroppe var blevet undersøgt for sidste gang for livstegn, vendte heltene sig mod de tunge læderbælter og klirrende poser. Men der var ikke meget at finde. Jan og Erik havde samlet en mærkværdig samling af ragelse – rustne skeer, knuste briller, halvbrændte bøger og en lommespejl med revne i. De var ikke bare vagter. De var hoardere. Samlere af andres glemte ting – ting, kun de så værdi i.

Det mest besynderlige fund var en flaske. En glasflaske med en udefinerlig væske, der lugtede… sært. Vand, men ikke som noget vand nogen af dem havde drukket før. Det duftede af løg. Og søpindsvin. En saltet, syrlig, grødet aroma der brændte sig fast i næseborene.

Eldar løftede flasken, studerede den i lyset – og rakte den til Aramil med et glimt i øjet.

“Vil du have den?” spurgte han, som om det var en fin gave.

Aramil, loyal som altid, ville ikke fornærme sin bedstefar – selvom flaskens indhold nærmest fik hans hår til at krølle af bare stank. Han nikkede høfligt, tog imod – og forsøgte at stille den ned igen bag sin ryg. Men Aramil var ikke den mest elegante af dem. Flasken væltede, og indholdet løb ned over hans bukseben, til duften nu sad som en skygge omkring ham.

Det var ikke ideelt, hvis man planlagde at snige sig.

Men der var vigtigere ting at tænke på.

Frej stod nu ved deres side – bundet, ja, men ikke længere fjende. Han havde holdt lav profil under kampen, men nu trådte han frem og talte med en ny tyngde i stemmen.

Han lignede en elver. Men han sagde selv, at det blot var en forklædning. Hvad han virkelig var, ville han ikke afsløre. Ikke endnu. Men han havde information – vigtig information.

“Kharak var blot én brik,” sagde han. “En brik i Skarns Mærke. Et kartel. En kult. Kald det, hvad du vil. Men det her palads... det er kun en facade.”

Heltene lyttede. Det var første gang, navnet Skarns Mærke blev nævnt, dåvel som deres bredere plan, en mørkere agenda. Og hans mål var klart: Viggo Enebærer. Nede i kælderen. Ham ville han overmande. For først da kunne han befri sine egne – et ukendt folk, gemt og tortureret i mørket, fanget under jorden i generationer.

Ayoa rynkede panden. Instinktet i hende skreg, at hun burde tage kontakt til Iris Uglefjer, fortælle hende hvad de havde fundet, advare hende. Hun havde altid stolet på sin fornemmelse. Men nu stod Eldar tæt på – pressede på med ord, blik, overtalelse – og Frej talte sit sidste kort.

“Faelar Træskygge er dernede,” sagde han.

Ayoa stivnede.

Faelar. Én af de få, hun virkelig stolede på. Ikke blot vogteren af livets træ, men en nær ven.

Det var dét, der tippede balancen.

Hun nikkede.

“Men vi gør det på min måde.”

Paladsets fangekælder

Ayoa veg ikke tilbage, selv om hendes mavefornemmelse var alt andet end rolig. Hun tog form som edderkop endnu en gang – en lille, næsten usynlig skabning med gift i tænderne og klarhed i sindet – og gled lydløst ned ad den mørke stentrappe, ind i paladsets bugnende underliv.

Kælderen var tung af fugt og gammel magi.

Viggo Enebærer sad alene i det første kammer. Ikke bevogtende som en vagt, men hvilende som en søvnig rovfugl, der kunne springe når som helst. Øjnene var lukkede, men ingen kunne sige om han sov – eller bare ventede. Heldigvis lagde han ikke mærke til edderkoppen, der sneg sig forbi ham.

Ayoa kortlagde rummet. En dør bag Viggo. En anden – ubemærket – til siden. Hun valgte den sikre først.

Den førte til et torturkammer.

Et dunkelt, fugtigt rum hvor krogene i loftet talte deres egen historie. Der lugtede af blod og angst, og de kolde sten syntes at sukke i mørket. Hun forlod rummet med en kulde i brystet og kravlede mod den anden dør – den, Viggo havde foran sig.

Denne dør åbnede op til noget langt værre.

En endeløs gang. Celler langs væggene – én efter én – og bag tremmerne sad de: elvere. Faldne, forpinte, udmarvede. Nogle stirrede tomt. Andre klynkede svagt. Tremmerne var ikke kun jern – slyngplanter med boblende, kogende saft snoede sig gennem metal og træ, præcis som de havde set før. Rødder og fangekæder i ét.

Ayoa kunne ikke overskue ansigterne. Ikke endnu. Men én ting var sikkert: Dette var mere end fanger. Det var et system.

Hun vendte tilbage.

Sandhedens mørke

Ovenpå ventede sandheden.

Eldar trådte frem. Stemmen var lav, men tydelig.

“Mit navn… er Riven. Jeg er ikke den, I troede. Jeg er en skiftling. Ligesom ham.”

Han nikkede mod Frej – eller rettere: Zareth. For det var hans sande navn.

Afsløringen hang i luften som en flænge i virkeligheden.

Riven og Zareth forklarede. Hvordan de havde levet som bedragere – men ikke af lyst. Af tvang. Skarns Mærke havde gjort dem til skygger i andres liv. De rigtige Frej og Eldar – de ægte elvere – var stadig fanget i kælderen. Ikke alene. Men blandt mange. En hel plads – en gård i kælderens dyb – hvor elvere blev holdt som skabeloner, og deres skiftlinge trænede i årevis for at overtage deres roller i Himmeluna.

Det var ikke en enkelt udskiftning. Det var et system. En invasion uden våben. Et netværk af forklædninger.

“Kharak,” sagde Zareth, “var blot Skarns søn.. Og Skarn selv... han sidder ikke i dette palads. Han sidder et sted højere oppe.”

Riven trådte tættere på Ayoa og Aramil.

“Viggo er den sidste forhindring. Når han opdager, at Kharak, Jan og Erik er væk, vil han reagere. Rapporter vil gå ud. Skarns Mærke vil gribe magten fuldt ud.”

“Men hvis vi slår først…”

Ayoa var stadig i edderkoppeform. Og hun rystede. Ikke af frygt, men af uro. Kunne det virkelig passe?

Aramil og Ayoa udvekslede ikke ord. Han læste hende. Hun krøb ned ad trappen igen.

Helt nede. Forbi Viggo. Forbi de første celler.

Hun fandt pladsen.

Et åbent område midt i fangegangen. Omgivet af celler, større end de andre. Og her – her så hun dem.

Ældrerådet.

Deres blikke var matte, men klare. Deres kroppe gamle, men stadig holdt rank. De kendte hende. Og hun kendte dem. De sagde hendes navn, ikke med stemmer, men med øjne og nik.

En af dem rejste sig svagt da Ayoa tilkendegav sig selv. Ella Urviser, Hun kendte Ayoa, og hele Narcaryn familien, hun kendte Ayoas nøjagtige ophav, og profetien, der synes som et åbenlyst match på Ayoas profil.

“Ayoa… du må bringe tyranniet til ende. Dette er din opgave nu, du må være den udvalgte.”

Hun ville spørge om mere, men nåede det ikke.

Ella forklarede: Deres kræfter var bundet. Sjælesten havde taget deres essens – holdt dem fast i denne tilstand, uden magt, uden håb. Uden disse bånd kunne de sprænge deres fængsler. Nu… nu var de kun vidner til Eldorias forfald.

Men de vidste én ting med sikkerhed:

“Viggo Enebærer må falde.”

Maskeraden i dybet

Ayoa fór op ad trappen, målrettet og tavs. I hendes sind var beslutningen allerede truffet: Viggo skulle falde. Der var intet mere at diskutere.

Heltene lagde deres plan – et listespil bygget på bedrag og sadisme. Viggo havde vist sin svaghed igen og igen: han nød lidelse. Og netop det, skulle blive hans fald.

De ville lade ham tro, at han endelig havde fået fingrene i Riven. Den skyggefigur han ventede på. Den, der skulle knækkes. Og det skulle gøres, i hans kammer, med hans metoder.

Riven – stadig i rollen som Frej Spidsklinge – fastholdt sin majestætiske fremtoning. Det var en skikkelse, han havde båret længe, og nu brugte han den én sidste gang som nøgle i deres plan.

Zareth, hans artsfælle, iførte sig rollen som Eldar Gelanodel – bundet, brudt og stum. En “fange”, hvis navn alene kunne få Viggos blod til at bruse.

Aramil og Ayoa gjorde sig klar. De antog rollerne som vagter. Kolde, afmålte. Overbevisende.

Sammen marcherede de ned mod kælderens mørke.

Sådan lokkes en sadist i baghold

Viggo sad som før – massiv, urørlig, nærmest hvilende i sig selv. Hans krop var bygget som en mur – grov, tyk, med hænder som jernkroge og skuldre som klippesider. Øjnene åbnede sig langsomt da de trådte ind, som om han havde ventet netop dette øjeblik i evigheder.

“Vi fandt ham,” lød det fra Riven. “Den rigtige. Han tier. Men måske... du kan få ham til at tale.”

Et smil voksede frem på Viggos ansigt. Det bredte sig uden varme. Kun forventning.

“Endelig...” sagde han stille. “Det bliver en fornøjelse.”

Viggo rejste sig. Tungsindigt. Som noget urgammelt, vækket efter for lang hvile. Hans skridt var langsomme, men beslutsomme. Han gik forrest, med “fangen” – Zareth i skikkelse af Eldar – foran sig. Riven og de andre fulgte bag.

Torturkammerets dør gled op. Den rustne lyd skar i stilheden som en kniv i vådt træ. Et rum bygget til smerte og lidelse.

Men i dag, ville det være Viggo, der skulle overraskes.

En værdig modstander

Torturkammerets dør åbnede sig som en rusten mund, og Viggo trådte ind med tunge skridt og et glødende blik. Hans tilstedeværelse alene fyldte rummet som røg. Frygt. Forventning. Kontrol.

Uden at tøve trak han nøglerne fra sit bælte og kastede dem mod Riven med et frygtløst sving. De ramte Riven i brystet, som om det var en provokation. Riven greb dem roligt – og kastede dem videre til Ayoa.

“Lås,” sagde Viggo med lav, autoritær stemme. “Ingen kommer ud, før han taler.”

Klik lød det da Ayoa låste døren.

Låsen gled i, og i det samme knækkede tavsheden. Riven rykkede sig med lynets hast og angreb. Men Viggo var ikke ny i kamp. Han vendte sig med en bevægelse så kontrolleret, at det virkede forudset – og slog Rivens angreb til side med en rå albue.

“Tænkte nok du ville forsøge det,” snerrede han og slog tilbage med brutal styrke.

Heltene kastede sig ind i kampen. Ayoas besværgelser, Aramils gyldne hammer, Zareths knugende usikkerhed. Kampen eksploderede i mørket.

Og så kom brølet.

Et urbrøl, dybt som jorden, rungende som et krigshorn fra underverdenen. Rummet syntes at ryste. Ayoa vaklede. Aramil gøs. Zareth stivnede. Frygten sivede ind i ham som en sygdom – han havde set Viggos værk før. Og han vidste, hvad hans krop kunne finde på.

Men Riven… Riven stod stille. Hans blik var uforandret. Koldt. Klinisk. Og da Zareth tøvede, vendte Riven sig blot mod ham i en truende tone. “Bevæg dig. Nu - Vi havde en aftale.” Ord uden varme. Uden nåde. Zareth adlød.

Med et brøl løftede Viggo spanden højt over hovedet – armene strakt, musklerne spændt som buestrenge – og knuste den mod stengulvet med brutal kraft. Den grønne syre eksploderede ud fra braget som flydende raseri, og et frådende slør af damp og ildslugende væske hvirvlede gennem torturkammeret. Hud brændte, øjne løb, og røg steg op i stød. Zareth, fanget for tæt på midt i kaosset, blev ramt værst – overvældet af både kraft og kemisk smerte.

Mellem to kræfter – én brutal og én iskold – blev han reduceret til et redskab. Riven havde udnyttet ham, og Viggo havde knust ham. Med et knæk greb Viggo fat i Zareths arm og smadrede den, løftede ham med én hånd, og kastede ham gennem luften mod døren.

Zareth ramte stenhårdt, lige ved låsen. Og blev liggende. Livløs. Et sekunds stilhed.

Så tog Viggo fat i Riven, greb ham med begge hænder og slyngede ham mod pinebænken – som var det dér, han altid havde hørt hjemme. Han spændte ham fast, og i næste bevægelse – i et øjeblik af ren vilje – slog Riven til.

Kniven gled dybt i.

Et dødsstød, præcist og brutalt. Og Viggo faldt. En mur styrtede i grus. Lyden var som en dør, der lukkede for evigt. Men døden kom ikke. Ikke helt.

Aramil knælede straks ved Zareth. Hans hænder bevægede sig med ro, trods det kaos der stadig sitrede i luften. Og Zareths vejrtrækning vendte tilbage – svag, men stabil.

Ayoa og Eldar (eller Riven, som han nu kaldte sig selv) tog sig af Viggo. De bandt ham. Stramt. Med hans egne remme. Han blødte voldsomt, men endnu levede han. Aramil lagde hånden mod hans bryst og bragte ham tilbage fra kanten – ikke som en barmhjertighed, men som et nødvendighed.

Og så – for første gang – talte Viggo uden kontrol. Han lå på sin egen pinebænk, bleg og svedende, og blikket i hans øjne var ikke kun frygt for smerte. Det var frygt for noget… større.

“Skarn… har ni børn,” mumlede han. “Kharak var én. Nu er der otte.”

Det var ikke ordene, men måden han sagde det på, der fik heltene til at udveksle blikke. Noget ulmede i hans stemme. Ikke had. Ikke trods. Men rædsel. Som om han frygtede, at han blev lyttet til – selv nu.

Og nu sad de dér – med Viggo, den brutale vogter, fastspændt på sin egen bænk og så op på dem. Og heltene måtte spørge sig selv:

Er det her vores valg? Eller skal de, han har pint, afgøre hans skæbne?

2200 XP